Crossmaskine forfulgt og bevidst påkørt af bandefolk

HELSINGE: Torsdag eftermiddag ved 15-tiden blev en ung mand angiveligt jagtet på sin crossmaskine af to personer i en hvid Opel Meriva, jagten endte da crossmaskinen blev påkørt og væltede omkuld.

Politiet har endnu ikke noget præcist overblik over hvad der foregik, specielt ikke da alle de involverede flygtede fra uheldsstedet på Vestergade til fods på trods af voldsomme skader på to biler – heraf en fuldstændig uskyldig bil som havde holdt parkeret i vejsiden.

– Alle parterne var væk fra stedet da vores patruljer nåede frem, og det lugter jo noget lusket når alle flygter fra uheldsstedet på denne måde, siger Vagtchef Søren Bjørnstad, Nordsjællands Politi, til Kriminalmagasinet Politirapporten.

Ifølge flere forskellige kilder var der tale om et banderelateret opgør, personen på crossmaskinen kørte med høj fart fra området ved Helsinge Station og blev enten med det samme eller kort efter eftersat af to personer i den hvide Opel Meriva, som ved krydset Vestergade – Idrætsvej angiveligt rammer crossmaskinen så føreren mister kontrollen og styrter.

Crossmaskinen ryger op over fortovet, og rutsjer 50-60 meter henad asfalten mens den hvide Opel kolliderer med stor kraft med en uskyldig sort bil i vejsiden. Den sorte bil bliver kastet 8 – 10 meter baglæns,og har fået omfattende skader hvor bla. højre forhjul er stort set revet af.

Den hvide bil fik ligeledes store skader ved kollisionen med den parkerede bil, den klarede sig knap 30-40 meter endnu inden den måtte give op på grund af bla. et afrevet forhjul.

De to personer i den hvide Opel hoppede ud af bilen og flygtede til fods fra stedet, det samme gjorde føreren af crossmasinen til flere vidners store forbavselse også. En hundepatrulje kom frem til stedet og trods en længere eftersøgning lykkedes det ikke at finde nogen af parterne i området.

Den hvide Opel er blevet omregistreret d. 05.11, altså blot fire dage før den blev smadret ved jagten på Vestergade – om den nye ejer reelt også var fører af bilen er nu en af de ting som Nordsjællands Politi undersøger.

Fremgangsmåden med påkørsel af personer er tidligere set i Helsinge under den igangværende bandekonflikt, dog skal det ikke have ført til at politiet blev indblandet før torsdagens jagt som foregik åbenlyst og for øjnene af adskillige vidner.

Banderelation kan ikke udelukkes
Flere kilder har oplyst at torsdagens jagt og påkørsel var et sammenstød mellem bandefolk i det kriminelle miljø i Helsinge – og det er en mulighed som politiet ikke vil udelukke.

– Vi har alle muligheder åbne i denne sag, og det kan bestemt ikke udelukkes at der er tale om en banderelateret hændelse. Vi mangler dog de involverede parter, så hvis nogen kan genkende crossmaskinen eller ved hvem der har kørt rundt i den hvide Opel torsdag – så hører vi meget gerne om det på 1-1-4, siger Vagtchef Søren Bjørnstad, Nordsjællands Politi, til Kriminalmagasinet Politirapporten.

Helsinge har siden årsskiftet været stærkt plaget af en konflikt mellem rockergrupperingen Gremium og rockerklubben Bandidos, der har bla. været indført visitationszone i Helsinge og foretaget anholdelser af et stort antal bandefolk ved flere aktioner henover sommeren.