Efter skyderiet ved Magasin i Lyngby forleden aften og andre farlige episoder har politiet torsdag eftermiddag besluttet at forbyde folk adgang til ejendommen.
Man vil undgå, at børn, deres forældre eller pædagoger havner midt i en skudveksling.
I 14 dage frem er det forbudt at besøge eller at opholde sig i lokalerne på Laurentsvej 34 i Bagsværd.
Det var netop en ung mand med forbindelse til Satudarah, der tirsdag aften blev såret af skud i Lyngby.
Ved angrebet blev også en tilfældig 30-årig kvinde, der kom gående med et barn i hånden, ramt.
Denne og andre hændelser viser, at Satudarah er under et voldsomt angreb.
I lørdags blev der affyret skud mod klubhuset. Og nær det sted, hvorfra skuddene blev afgivet, ligger en børnehave.
Hensynet til børnenes og de voksnes sikkerhed indgår i politiets begrundelse for at forbyde adgang til klubhuset, fremgår det af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.
– Borgerne skal føle sig trygge ved at aflevere deres børn i børnehaven, og samtidig skal børnehavens medarbejdere kunne møde på arbejde uden at frygte for at ende midt i et skudopgør, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
Det er loven om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, som politiet har taget i brug. Forbuddet gælder foreløbigt til og med 8. december.
Vurderingen af risikoen bygger også på andre oplysninger om, hvad der foregår i rocker- og bandemiljøet.
I de seneste måneder har der været en bølge af skyderier på åben gade. To mænd har mistet livet, og flere er blevet såret.
De fleste tilfælde har udspillet sig i og omkring København.
Men også andre steder løsnes skud.
I sidste uge blev et medlem af banden Black Army såret af skud i Herning, og i forrige weekend blev der i Odense affyret 19 skud mod en 21-årig.
Endvidere har der tidligere været flere skyderier i Næstved.
/ritzau/