Læservideo: Lynchstemning efter anholdelse af mulig pistolmand

En 29-årig mand blev lørdag anholdt efter skyderi på Nørrebro. Flere personer forsøgte at flå den anholdte ud af politibilen, fortæller et vidne til localeyes.dk.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Københavns Politi har anholdt en 29-årig mand, der under et optog på Nørrebro lørdag eftermiddag affyrede op mod tre skud. Ingen blev tilsyneladende ramt.

– Vi ved ikke, om der var tale om et rigtigt våben eller en signalpistol, siger Henrik Vedel, central efterforskningsleder hos Københavns Politi til Ritzau.

Efter affyringen af skuddene blev manden overfaldet med slag og spark af en gruppe mænd, der også deltog i demonstrationen.

Politiet fik manden ind i en politibil, men flere forsøgte at flå manden ud af bilen, oplyser et vidne på stedet til localeyes.dk.

Ifølge politiet blev den 29-årige mand udsat for “grov vold” efter skyderiet.

– Det er jo ikke så underligt, at de er blevet bange, hvis han havde en pistol, lyder det om selvtægten fra den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, fra Henrik Vedel.

Den voldsomme episode skete i forbindelse med et optog i anledning af dødsdagen for martyren Imam Hussein, nevø af profeten Muhammed, som blev myrdet i Kerbela i Irak i 680. Hans dødsdag er shiamuslimernes største helligdag.