Brand på gammel kro fra 1600-tallet: 200 gæster evakueret

Omkring 200 gæster på en af Jyllands ældste og mest kendte kroer – Kryb-i-ly Kro ved Taulov i Sydøstjylland – er natten til onsdag blevet evakueret efter en brand, der sendte store mængder røg gennem bygningen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Branden blev anmeldt klokken 03.38, og brandvæsnet i Fredericia har med hjælp fra kolleger i Middelfart fået kontrol over flammerne. Det oplyser Sydøstjyllands Politi klokken 05:15 til Ritzau.

– Røgen var så tæt, at det var nødvendigt at tømme alle værelser. Det drejer sig om cirka 200 gæster, som nu er samlet i hotellets restaurant. Ingen er kommet til skade, men tre personer er blevet kørt til kontrol for røgforgiftning på sygehuset i Kolding, siger vagtchef Bent Hedeager Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Branden opstod i kælderetagen på det stråtækte hotel. Årsagen kendes endnu ikke, men den er muligvis opstået i en sauna.

Hotelgæsterne kan ifølge vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi regne med at vende tilbage til deres værelser i løbet af morgentimerne.

Kryb-i-ly Kro ligger på Kolding Landevej ved Taulov. Kroen har været overnatnings- og udskænkningssted siden 1610 og ligger på det, der kunne betegnes som en hovedfærdselsåre før motorvejenes tid.

Stedet har ifølge overleveringen fået sit navn af Christian d. 6, der i 1737 passerede det, der dengang hed Søholme Kro. Han råbte til en flok høstfolk, der var blevet overrasket af regnvejr, at de skulle krybe i ly på kroen, som på det tidspunkt var kongeligt privilegeret.

/ritzau/