TV: Politiet evakuerer terminal i Københavns Lufthavn

Terminal 3 i Københavns Lufthavn i Kastrup er onsdag i gang med at blive evakueret, oplyser Morten Bro, kommunikationsmedarbejder hos lufthavnen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Der er blevet fundet en mistænkelig kuffert, og så er det standardprocedure at evakuere terminalen, fortæller han.

Morten Bro kan ikke fortælle, hvor mange mennesker der bliver evakueret.

– Det har vi ikke overblik over endnu. Det er meget nyt, siger han.

Men han fortæller, at check-in indtil videre er flyttet til Terminal 2. Det kommer muligvis til at medføre nogle forsinkelser i flytrafikken.

Selv skriver Københavns Politi på Twitter, at politiet er “til et mistænkeligt forhold i lufthavnen”.

Vagtchef ved Københavns Politi Carsten Reenberg vil ikke oplyse yderligere om sagen.

Men på spørgsmålet om, hvor de mange mennesker fra terminalen vil blive evakueret hen, lyder vagtchefens svar:

– Det skal vi nok løse.

Store politistyrker er til stede i lufthavnen ifølge den svenske avis Expressen, som har en mand på stedet.

Evakueringen påvirker også den kollektive trafik. DSB oplyser, at der i øjeblikket ikke er nogen tog, der stopper ved lufthavnen. Togene kører direkte til Sverige efter stoppet ved Tårnby.

Men DSB er i gang med at indsætte busser, der kører mellem Tårnby og Terminal 2, så passagerer stadig kan nå frem til lufthavnen.

Metroen kører heller ikke til lufthavnen i øjeblikket på grund af politiets arbejde, oplyser Københavns Metro på Twitter.

/ritzau/