Hus med stråtag i flammer: 90-årig muligvis brændt inde

En 90-årig kvinde er muligvis blevet offer for en brand i sit eget hjem i Skørping syd for Aalborg, oplyser Nordjyllands Politi.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Kvinden formodes at have været til stede, da der udbrød brand i den stråtækte ejendom, som ligger på Gammel Skørpingvej.

– Politiet ankom først til huset, som brændte kraftigt, og det var ikke muligt at skaffe sig adgang til huset på grund af brandens omfang.

– Der bor en 90-årig kvinde i huset, og hun var formentlig til stede i huset ved brandens opståen, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

På grund af en kraftig udvikling i branden og blæsevejr i området har slukningsarbejdet været vanskeligt. Tidligt fredag morgen raser flammerne stadig. Anmeldelsen om branden kom klokken 02.30.

– Brandslukning og søgning efter den 90-årige beboer pågår stadig på stedet, lyder det fra politiet ved 05.30-tiden.

Gammel Skørpingvej er tidligt fredag morgen spærret på grund af branden.

Den 90-årige kvindes pårørende er underrettet om sagen.

/ritzau/