Gribskov Bueskytteklub ramt af brand


Fredag formiddag rykkede Falck i Helsinge ud til ildløs i et stort skur og opad en container på sportsbanerne i Helsinge.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Gribskov Bueskytteklub mistede udstyr for over 150.000 i flammerne, muligvis som følge af ildspåsættelse.

Fredag formiddag kl. 11.08 blev Falcks brandmandskab, fra Falck-stationen i Helsinge, alarmeret om ildløs i et træskur på banerne ved Helsinge Hallerne.

Det brændende skur tilhørte Gribskov Bueskytteklub, og skuret udbrændte totalt sammen med udstyr for mindst 150.000 – skaderne kan i værste fald betyde døden for bueskytteklubben.

Ilden i træskuret var tæt på at sprede sig via strålevarmen ind i en aflåst skibscontainer, som var sammenbygget med det brændende skur.

Brandfolkene skar låsetøjet til containeren op med elektrisk skæreudstyr, og rykkede derefter ind i containeren, hvor der blev slukket en begyndende brand i det opmagasinerede udstyr.

Trods brandfolkenes indsats udbrændte træskuret totalt, og brandårsagen er endnu ukendt.

Skuret tilhører Gribskov Bueskytteklub, og ved branden blev der ødelagt for mindst 100.000 kroner af klubbens udstyr, mens tre bueskytter mistede udstyr for ialt 45.000 kroner, det oplyser formand Frank Kristensen.

– Vi har gennem foråret haft problemer med en gruppe unge, som har opholdt sig ved skuret hvor de har røget og drukket alkohol, oplyser bueskytteklubbens formand.

Gruppen af unge mennesker har dog også udøvet hærværk på stedet, de har bla. ødelagt bueskytteklubbens udstyr, bænke og flere gange haft anlagt bål foran dørene til containeren.

Den foreløbige opfattelse af branden i bueskytteklubbens skur og container er at det er gruppen af unge som er årsagen til branden.

Hverken skur eller container indeholder elektricitet, og derfor kan ilden ikke være opstået ved en elfejl.

Politiets brandteknikere skal nu undersøge brandstedet, og finde frem til brandårsagen. Hvis det viser sig at ilden er påsat, så vil politiets efterforskere forsøge at finde frem til gerningsmændene – ikke mindst på baggrund af de enorme konsekvenser som branden kan få for bueskytteklubben.

– Vi har endnu ingen fornemmelse af hvilken forsikring som skal dække skaderne, men er der ingen som træder til, så vil Gribskov-Bueskytteklub være et overstået kapitel – vi har ikke kapital til selv at dække omkostningerne, lyder den triste melding fra Gribskov Bueskytteklubs formand, Frank Kristensen.