To stukket ned efter fest


Mændene havde netop forladt en privat fest i en lejlighed i Glostrup, da de blev angrebet og ramt af knivstik. Arkivfoto

Mændene var raget uklar med en anden gæst og blev kort tid efter overfaldet af en gruppe personer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

To mænd er natten til lørdag blevet passet op og overfaldet af en større gruppe personer. Mændene havde netop forladt en privat fest i en lejlighed i Glostrup, da de blev angrebet og ramt af knivstik.

– De blev overfaldet på Dalvangsvej af en større gruppe yngre mænd af anden etnisk oprindelse. Den ene blev stukket i benet, mens den anden blev ramt i både arm og ben, siger vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi.

Ofrene, der er 24 og 25 år, har ikke på noget tidspunkt været i livsfare.

Forud for overfaldet, der blev anmeldt klokken 01.24, havde de to mænd været oppe at toppes med en anden gæst ved festen og forlod derfor stedet.

– Om der er en sammenhæng mellem det skænderi og overfaldet kort tid efter, er uvist, siger vagtchefen.

Tidligt lørdag morgen er efterforskningen stadig i gang.

– Vi har anholdt en yngre mand i forbindelse med sagen, siger Jens Møller.

Han vil ikke oplyse, om der er fundet et muligt gerningsvåben på den anholdte, eller om vedkommende i forvejen er kendt af politiet.

/ritzau/