Lynnedslag satte ild til hus

Onsdag aften slog et lyn ned i et sommerhus i Dronningmølle, Nordsjælland, som kort efter begyndte at brande.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det var en nabo der havde opdaget branden få minutter efter et voldsomt lynnedslag havde fået hendes hus til at ryste og lyst alt op i et blændende hvidt lysglimt, naboen var ikke et øjeblik i tvivl om at lynet havde ramt meget, meget tæt på hendes ejendom.

Derfor var det kun et øjeblik efter lynnedslaget, at kvinden opdagede røg og ild i et nabo-sommerhus, og fik slået alarm til 1-1-2.

Brandfolkene nåede frem i løbet af ganske få minutter til brandstedet, og der var hurtigt lagt en række kraftige brandslanger ud på stedet.

Der var kraftige flammer fra et vindue, som formentlig er sprængt som følge af varmen fra branden, og tyk sort røg fyldte huset ned til ca. en meter over gulvet – huset var således uhyggeligt tæt på en overtænding da brandfolkene nåede frem.

Røgdykkerne rykkede ind i huset fra hver sin side af ilden, og det tog kun ganske få minutter at nedkæmpe flammerne som hærgede i husets midtergang, og ude i køkkenet.

Brandfolkene brækkede dele af en væg i stykker, ligesom et stykke af husets tagudhæng måtte brækkes fra hinanden så der var sikkerhed for at alle gløder var slukket.

Inde i huset er el-tavlen smeltet sammen og er fuldstændig ødelagt, ligesom døren til husets køleskab skal være skudt ud af køleskabet ved lynnedslaget.