Toldere fik gevinst: Fem millioner smøger skjult i container

Lillejuleaften beslaglagde SKAT fem millioner illegale cigaretter. Cigaretterne blev fundet i en container, hvor de var skjult i 14 beholdere, der skulle ligne vandvarmere.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser SKAT tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Lillejuleaften anløb et containerskib med illegale cigaretter Århus Havn. Mistanken var vakt flere dage tidligere, og SKAT havde overvåget en af containerne. Tolderne i Aarhus havde derfor rustet sig til overarbejde.

Den mistænkelige container indeholdt ifølge toldpapirerne 14 vandvarmere, og smuglingen var meget velforberedt.

– Vandvarmerne havde certifikater, brugsmanual, pumper, aftapningshaner og el-ledninger, forklarer funktionsleder i SKAT, Kristian Johnsen.

SKAT havde fået oplysninger fra udlandet, der var med i beslutningen til at undersøge vandvarmerne nærmere.

– Vi skar en af dem op med en vinkelsliber. Det, der skulle have været en vandvarmer, viste sig at være et skjul for 380.000 cigaretter, fortsætter Kristian Johnsen.

Vandvarmerne indeholdt tilsammen over fem millioner cigaretter med en afgiftsværdi på ca. ni millioner kr. SKAT undersøger nu sagen nærmere i samarbejde med politiet.

Fotos: SKAT