Tonsvis af giftig olie fra Shell forurener Lillebælt

I årevis er der sivet tonsvis af diesel og petroleum ud af gennemtærede tanke på Shells havneterminal i Fredericia. Olien er sivet ned i de omkringliggende jordlag, hvor resterne nu siver ud i Lillebælt.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det viser 21 Søndags gennemgang af en lang række rapporter og analyser af forureningssagen.

– Jeg vil betegne det som en meget, meget kraftig olieforurening, som har spredt sig ud under stranden og siver ud under Lillebælt, ud i vandzonen.

– Og det må vi formode, at den har gjort i to-tre årtier. Jeg har ikke set noget lignende før, siger Freddy Steen Petersen, civilingeniør og ekspert i jordforurening hos rådgivningsfirmaet Kogsgaard Miljø.

Olieudslippet har formentlig fundet sted tilbage i 1970’erne og 1980’erne.

I 1985 opdager myndighederne, at flere af de gamle tanke var gennemtærede og lækkede olie direkte ned i undergrunden.

Eksperter skønnede dengang, at omkring 150.000 liter olie var sivet ud af tankene.

Olievirksomheden satte dengang en række brønde op for at indsamle olien, men i 2011 konstaterede Shell, at brøndene ikke havde virket.

Olien havde da spredt sig til grundvandet og den offentlige badestrand Østerstrand ud for terminalen, hvorfra den var sivet videre ud i Lillebælt.

Nye prøver viser, at olieindholdet i grundvandet under stranden er 9000 gange højere end de tilladte grænseværdier. Olien indeholder blandt andet store mængder af det kræftfremkaldende stof benzen.

Myndighederne har nu afspærret Østerstrand på ubestemt tid af frygt for, at borgere kommer i kontakt med de giftige stoffer.

Da der er tale om gammel forureningssag, siger reglerne, at myndighederne ikke kan tvinge Shell til at rense op efter forureningen. Dermed kan regningen ende ved skatteborgerne i Region Syddanmark.

– Nu tager vi én ting ad gangen. Vi starter med at fokusere på terminalen, og så vurderer vi bagefter, hvad der skal ske med stranden, siger Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Shell, til 21 Søndag.

/ritzau/