Kollegiebrand i Kongens Lyngby

Mellem 70 og 90 unge mennesker er natten til tirsdag blevet evakueret fra deres værelser på Nybrogård Kollegiet i Kongens Lyngby nord for København.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

– Branden er startet i et køkken og har nu bredt sig til blandt andet tagkonstruktionen, siger vagtchef Jeff Nielsen til Ritzau.

Kollegiet er i to plan og dækker et større areal mellem Bagsværd Sø og Lyngby Sø. Der er ifølge kollegiets hjemmeside 536 værelser og lejligheder, der fordeler sig på 18 gange.

Det ligger i cykelafstand fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, i Lyngby.

– Vi får en melding om branden klokken 03.56. Vi har endnu ikke kendskab til årsagen. Det er umiddelbart ikke noget problem for kollegiet at få genhuset de mange evakuerede, siger Jeff Nielsen.

Ingen personer er kommet noget til ved branden, som Københavns Brandvæsen har sendt flere køretøjer af sted til.

/ritzau/