Kraftig brand i kiosk udviklede giftig røg

Flammer fik kort efter midnat tag i en kiosk i et indkøbscenter i Glostrup, og ilden har bredt sig til flere andre forretninger. Politiet advarer om kraftig røgudvikling fra branden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Der er udbrudt brand i Vestervangens Butikscenter på Sportsvej i Glostrup. Branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding, skriver Københavns Vestegnens Politi i en beredskabsmeddelelse ved 03-tiden natten til lørdag.

Personer i nærheden af butikscentret skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen.

Advarslen gælder for borgerne i området afgrænset af Vestergårdvej, Sportsvej, Stadionvej og Springholm.

Brandvæsnet er på stedet og er i gang med at slukke branden.

– Branden er under kontrol, oplyser vagtchefen ved Københavns Vestegnens Politi til Ritzau.

Branden blev anmeldt til politiet kort efter midnat.

/ritzau/