Tv: Politiet undersøger park efter sidste weekends terror

Ørstedsparken i det indre København er søndag formiddag afspærret, fordi politiet leder efter mulige spor som led i efterforskningen af skudattentaterne i København sidste weekend.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser vagtchef Lars Westerweel, Københavns Politi.

Alle parkens indgange er spærret, mens politihunde gennemsøger området.

LÆS OGSÅ: Omar blev mindet efter fredagsbønnen på Nørrebro
Det er sparsomt med oplysninger om, hvad det er politiet leder efter. Det vides heller ikke, om det er et tip fra offentligheden, der har sat gennemsøgningen i gang.

LÆS OGSÅ: PET kendte formodet terrorist på forhånd
Men politiet har tidligere offentliggjort overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand, 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, der viser, at han færdedes i Indre By i tidsrummet mellem de to skudattentater lørdag den 14. februar.

LÆS OGSÅ: Mindehøjtidelighed for gerningsmand: Maskerede mænd fjerner blomster
Lars Westerweel siger til ekstrabladet.dk, at det er hundepatruljer, der gennemsøger parken, og at der ikke er nogen umiddelbar fare.

– Det sker, så vi er hundrede procent sikre på, at vi ikke har overset noget og været alt igennem i forbindelse med terrorefterforskningen, siger vagtchefen til ekstrabladet.dk.

Han oplyser også, at der foreløbig ikke er fundet noget mistænkeligt.

Ifølge netavisen er parkens indgange bevogtet af bevæbnede betjente. Også Israels Plads, der ligger op til parken, er afspærret.

Vagtchefen ønsker over for Ritzau ikke at uddybe oplysningerne om eftersøgningen i parken.

Ved skudattentaterne ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro og ved synagogen i Krystalgade sidste lørdag blev to mennesker dræbt og fem betjente såret.

Politiet mener, at Omar Abdel Hamid El-Hussein bevægede sig rundt i Indre By, hvor han måske rekognoscerede forud for sit angreb på synagogen i Krystalgade.

Politiet har efterlyst vidner, der har set ham i området omkring Amagertorv, Købmagergade, Krystalgade og Peder Hvitfeldts Stræde i det indre København. Det vides ikke, om politiet har fået tip, der har rettet søgelyset mod Ørstedsparken.

Der er ikke oplysninger om, hvor længe parken skal være afspærret.

/ritzau/