To anholdt i stor hashsag


Arkivfoto


Københavns Politi har i løbet af maj med assistance fra kolleger i Tyskland anholdt to personer, som 2. maj blev efterlyst i forbindelse med en stor sag om salg af hash på Christiania. Det oplyser Torben Svarrer, der er leder af politiets Task Force Pusherstreet.

Like localeyes.dk på Facebook

78 personer er tiltalt i sagen, som havde sin foreløbige kulmination 14. marts, hvor politiet anholdt og sigtede omkring 80 personer i sagen.

LÆS OGSÅ: 80 anholdte i kæmpe politiaktion mod hashmarked

Siden har politiet dog haft flere mistænkte i kikkerten, og fem personer blev 2. maj efterlyst offentligt.

LÆS OGSÅ: Politiet overvågede 27 hashboder på Christiania

– Tidligere i maj er en af de efterlyste blevet anholdt i lufthavnen i Frankfurt, mens en anden er blevet anholdt i Pusherstreet i slutningen af maj, fortæller Torben Svarrer til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Hashrazzia i Pusherstreet: Flere kilo hash beslaglagt

Ifølge Torben Svarrer har man en formodning om, hvor de tre sidste efterlyste kan opholde sig, men politiet har endnu ikke haft held til at anholde dem.

Sagen fra Christiania har været opsigtvækkende ikke alene på grund af antallet af sigtede, men også på grund af, hvem der er blevet sigtet. Blandt andet indgår flere Hells Angels-rockere i sagen.

En af rockerne begik selvmord i sin celle umiddelbart efter anholdelsen, mens anklagemyndigheden foreløbig har opgivet at rejse tiltale mod et par af rockerne.

Også en politimand, der har været ansat hos Københavns Politi, er blandt de sigtede i sagen. Han er sigtet for at have modtaget større kontantbeløb gennem en årrække, som ifølge politiet stammer fra hashhandel.

Sagen mod politimanden bliver behandlet hos Københavns Vestegns Politi, som endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt der skal rejses tiltale mod manden.

/ritzau/