Ild i anneks: 55-årig beboer død i branden

En mand er fundet død i en ejendom efter en brand, som formentlig har fundet sted natten til onsdag, den omkomne er en 55-årig beboer.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Alarmen indløb til 112 klokken 09.46, kort før havde ejeren af ejendommen opdaget, at vinduerne i annekset var sodsværtet. Han så desuden at en udluftningsventil til en emhætte lå smeltet på jorden udenfor det lille anneks, som var beboet af den 55-årige mand.

Husejeren slog straks alarm og kiggede med det samme indenfor i annekset, som var fuldstændig røg og sodsværtet, men han så ikke den afdøde beboer. Ilden var for længst gået ud, formentlig som en følge af manglende ilt.

Brandkøretøjerne var fremme på få minutter, og to røgdykkere gennemsøgte hurtigt den lille bolig på godt 20 m2. De fandt den mandlige lejer livløs på gulvet.

Manden blev straks båret udenfor, men det var tydeligt at han havde været død i adskillige timer, og han blev hurtigt overdækket med et tæppe af brandfolkene. Ligeledes blev vejen afspærret så redningsfolkene og politiet kunne arbejde i fred på stedet.

Ifølge ejeren af ejendommen var en emhætte i annekset helt brændt bort, så det kunne tyde på en tragisk køkkenbrand, hvor den omkomne er faldet i søvn med et tændt komfur. Den præcise brandårsag skal nu udredes af politiets teknikere.

Annekset var tilsyneladende ikke udstyret med en røgalarm. De pårørende er blevet underrettet, det oplyser vagtchef for Nordsjællands Politi, Ulrik Lindeen.