En ung kvinde søgte om hjælp og endte på et kommunalt botilbud. Her blev solgt stoffer af rockere, hun fik tæsk og folk døde omkring hende. Hun beskriver det som to år i helvede.
Af Puk Sabber Brysch
Nina er 22 år og opvokset i Grønland. Som 17-årig kom hun til Danmark og endte efter et efterskoleophold i kriminalitet og misbrug. Hun søgte for to år siden Københavns Kommune om hjælp og fik tilbudt et midlertidig botilbud. Opholdet ændrede alt i Ninas liv. Hendes kaotiske livssituation udviklede sig til psykisk sygdom og overgreb på et botilbud for unge – uden personalet greb ind.
Det er iskoldt. Store hårde snefnug rammer panden som små piskeslag. Vi skal mødes kl. 16.00 foran Mac Donald på Nørreport Station. Det er myldretid. Folk skubber og maser. Præcis kl. 16.00 kommer en smuk ung elegant kvinde ud af mængden. Hun har store sælskindsstøvler på, langt mørkt hår sat op i hestehale og knaldrøde rosenlæber. Hun virker ikke som iskuglernes hårde slag i panden, men som blid nyfalden sne – på samme tid smuk og skrøbelig. Og derfor virker det netop så paradoksalt, at Nina har valgt at mødes med mig for at fortælle en hemmelighed.
Til Danmark som 17-årig
Hun er født og opvokset på Grønland i de første 17 år af sit liv. Et liv der ikke har været nemt – et liv med tre døde brødre. Den ene begik selvmord, den anden døde ude i fjeldet under isen, og den tredje døde som helt lille. Hendes fra drak og tæskede moderen. Hun blev truet til at tie stille og holde det hemmeligt. Hun var en angst lille pige.
– Jeg har ikke haft så hård en opvækst som mange andre, men min opvækst har været fyldt med hemmeligheder, siger Nina.
Som 17-årig besluttede hun at tage til Danmark på et efterskoleophold i Vejle, hvor hendes storesøster bor. Det var en kristen, vegetarisk efterskole. Nina faldt ikke til i Vejle og blandt de unge der. Hun tog derfor toget til København og her startede et liv på kanten.
– Dengang var jeg en hård type. Der var ingen der skulle bestemme over mig. Jeg kunne ikke gennemføre nogle skoleforløb og havde hele tiden uro i min krop. Jeg havde altid følelsen af, at der var nogle, der ville slå mig – og at jeg skulle passe på mig selv, fortæller Nina.
Efter 2 år i kommunalt regi og flere aktiveringsforsøg fik Nina stillet diagnosen ADHD. Hun kom i medicinsk behandling med ritalin og medicinen hjalp hende med at finde den ro, som hun ikke før havde. Hun fik samlet sit sind og besluttede sig for at komme videre. Hun fik derfor muligheden for at blive boligindstillet til en lejlighed via Københavns Kommune. Indtil hun ville få tilbudt en bolig skulle hun tage ophold på botilbuddet i København – et tilbud efter servicelovens § 107, hvilket vil sige et midlertidigt botilbud. Nina har nu boet der i to år, som hun beskriver som to år i helvede.
Ingen støtte
Da Nina for godt to år siden flytter ind på stedetm går der ikke længe, før det går op for hende, hvad det er for et sted, hun er endt.
– Det var virkelig slemt. Det flød med stoffer og meget, meget syge unge med misbrug og psykiske diagnoser som skizofreni. Jeg var slet ikke klar over, at det var sådan et sted. Jeg fik at vide af kommunen, at det var et sted, hvor jeg bare skulle være i en kort periode, og hvor der ville være pædagoger døgnet rundt, som altid kunne hjælpe en, hvis man fik det dårligt eller havde brug for at snakke med en, fortæller Nina
Men at snakke med de unge var der ikke meget af, Nina Fortsætter
– Man kan aldrig komme til at tale med nogle af pædagogerne, når man har brug for det. De siger altid; ‘Det skal du tale med din kontaktperson om’, men ens kontaktperson er der jo sjældent, hvilket betyder, at man aldrig kan få den støtte, man har brug for i situationen, hvor man har det skidt med fx selvmordstanker
Nina beskriver en gruppe af pædagoger, der virker mere som politibetjene end som omsorgspersoner.
– Politipædagogerne er dem, der er der længst. Dem der har følelser forsvinder hurtigt. Der er hele tiden udskiftning – selv i ledelsen er der konstant udskiftning. Jeg har prøvet at melde mig ind som beboerrepræsentant, da jeg fandt ud af, hvor galt det var, men de tog det slet ikke seriøst, selvom det står som en del af strukturen på stedet. Jeg følte nærmest de grinte af mig, da jeg ville forsøge at ændre nogle ting.
Det der fik Nina til at gå aktivt ind i arbejdet for at ændre stedet var oplevelsen af et sted i total forfald. En social skraldespand, hvor de allerdårligste unge bliver smidt hen og glemt.
– nogle har boet her i op til fem år, når man først ender her, er det svært at komme videre. Man føler, man hænger fast i systemet
Botilbuddet for unge under 25 år lyder da også som en vild gangsterfilm fra USA, hvor rockere, inddrivelse af gæld, pushere, dødsfald og andet fylder dagligdagen.
Tæsk, dødsfald og depression:
Efter et halvt år på stedet fik Nina det så skidt, at hun fik en depression, som hun kom i behandling for. Hun kunne slet ikke overskue at gå udenfor sit værelse. I dag har hun det bedre, men er stadig utryg på stedet.
– Når man er blevet udsat for et voldeligt overfald bagfra af en mandlig beboer og alle pædagogerne bare står og ser på uden at gøre noget, så mister man fuldstændig tilliden. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan de bare kunne står der og være passive. Den eneste der hjalp mig var en anden beboer, som greb ind.
Nina meldte efterfølgende overfaldet til politiet men fik ingen hjælp til at bearbejde det. Kort tid efter overfaldet rykkede Bandidos ind på bostedet, hvor der var en blandt beboerne, der solgte stoffer for dem. Han satte en masse beboere i gæld og endte med at blive dømt. Da han blev løsladt kort tid efter, stod han nede foran bostedet og kradsede gæld ind.
– Man har efterhånden fået styr på at få rockerne ud, men det flyder fortsat med stoffer.
Derudover fortæller Nina, at det er daglig kost med vold og magtanvendelser.
– Der er mange unge, der bliver dømt for vold mod pædagogerne herude.
Nina oplevede for et år siden, at hendes genbos kæreste døde i sin seng. De fandt aldrig ud af hvorfor – og fik aldrig hjælp til at bearbejde dødsfaldet.
– Der sker så mange sindssyge ting herude, fx fandt jeg for ikke så længe siden en helt ung fyr i hans eget opkast. Han lå alene og var ved at blive kvalt. Der var ingen pædagoger, der kom og hjalp. En anden ung døde for ikke så lang tid siden, da han begik selvmord. Det er virkelig et helvede at bo her. Og der er bare ingen, der gør noget som helst ved det.”
Tilsynsrapport – et blank papir
Nina har ofte tænkt på, at der gennem de to år hun har boet der, er kommet flere og flere rigtig syge unge mennesker ind.
– Det er unge, der burde være på en lukket psykiatrisk afdeling. De er så syge, at de er farlige at være i nærheden af. Jeg forstår slet ikke, at man bare kan lade unge med så mange problemer være alene og opgive dem på denne her måde. Der er nogle, der bliver nød til at få at vide, hvad det er, der sker på de her bosteder for unge med sociale problemer.
Nina har læst den sidste tilsynsrapport fra stedet og siger grinende,
– Den der rapport har intet med virkeligheden at gøre. Det er bare et blankt stykke papir. Hvis de virkelig beskrev de ting, der foregår på stedet, ville de lukke det ned med det samme.
Nina er modig. Hun er ikke bange for at sige det, som det er.
– Jeg har længe tænkt over, om jeg skulle fortælle om de ting, der foregår herude. For det er jo unge mennesker, der i forvejen har oplevet svigt hele deres liv. Det er unge, der har været misbrugt og anbragte som små. Det er uetisk, at behandle samfundets mest udsatte unge mennesker på denne måde – bare lade dem rådne op i stoffer, vold og ligegyldighed – smidt ned i en social skraldespand.
– Gid jeg bare kunne komme videre, sådan slutter Ninas ord.
Vi smiler til hinanden. Det er koldt at sidde på en bænk.
Jeg siger til Nina, at jeg er sikker på, at hun nok skal komme videre. Hun forsvinder glidende af sted, som en sneleopard med smidige bevægelser. Man kan tydeligt se, at hun er en fighter – opvokset på isen og havnet her i sumpen.
Epilog:
Jeg har valgt at anonymisere selve bostedet, men har samtidig valgt at bringe interviewet, da jeg mener, at det tegner et godt billede af de midlertidige botilbud, der er i Københavns Kommune for unge under 25 år med psykosociale problemer. Vi forsøgte sammen at afdække forholdene uden held, hvorfor bostedet aldrig blev afsløret.
