Eksplosion: Gnister antændte benzindampe under reparation af båd

En mand blev forbrændt under reparation af el-systemet i motoren på en lille båd, gnister antændte formentlig benzindampe med en eksplosion til følge.

Like localeyes.dk på Facebook

Ulykken skete mandag aften ved 20-tiden på Rørmosevej i Helsinge i Nordsjælland.

Ved eksplosionen brød båden i brand, og ilden udviklede sig kraftigt i den lille bygning hvor båden stod. Vidner kunne forskrækket se både ild og røg stå ud af bygningen. Brandkøretøjerne hastede af sted mod adressen, som ikke var svær at finde, idet en røgsøjle bølgede højt mod himmelen

Samtidig ankom både ambulancer, akutlæge, motorcykelbetjente og politiets indsatsleder til stedet, hvor brandfolkene hurtigt havde fået nedkæmpet branden i båden.

Ved et lykketræf var der faldet en port ned over båden i forbindelse med branden, dette kvalte en del af flammerne, mens brandkøretøjerne var på vej.

Brandfolkene fik derfor slukket ilden, inden den bredte sig nævneværdigt i det lille værksted. Der skete dog omfattende skader på stedet i form af røg og sodskader. Selve båden blev totalskadet.

Den uheldige mand blev forbrændt ved antændelsen af benzindampene, men han er ifølge politiets indsatsleder på stedet ikke i livsfare. Ofret pådrog sig forbrændinger i ansigtet, på begge ben samt den ene arm ved ulykken.

Ingen andre kom noget til ved branden.