Store indtægter: Udbetaling af ministervederlag til Løkke indstillet

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der tirsdag kæmper for sit politiske liv til et hovedbestyrelsesmøde, bliver nu ramt af en ny avis-historie om sin økonomi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Staten stoppede tilbage i december 2013 udbetalingen af ministervederlag på 71.434 kroner per måned til Venstres formand.

Det viser to interne mails fra Moderniseringsstyrelsen den 31. oktober 2013, som metroxpress er kommet i besiddelse af.

De indtægter, som Lars Løkke Rasmussen måtte have, skal modregnes i udbetalingen af hans ministervederlag. Som tidligere statsminister er Løkke berettiget til et årligt vederlag på 1.439.443 kroner i perioden 1. november 2011 til 1. november 2014.

Af de to mails fremgår det, at styrelsen straks bad Statens Administration (SAM) om at stoppe lønudbetalingen til Lars Løkke Rasmussen.

- Standsning af eftervederlag - SAM oplyser, at udbetaling standses fra og med december 2013, viser mailen fra Moderniseringsstyrelsen

Samme dag, den 31. oktober, havde Lars Løkke i en mail oplyst om sine indtægter i det seneste år til staten - herunder både et honorar hos klimaorganisationen GGGI, en fri bil og en række andre indtægter, som Venstre-formanden ikke vil oplyse offentligheden om.

Siden december 2013 har Lars Løkke ikke fået udbetalt sit eftervederlag, og det vil sige, at formanden har haft indtægter på mindst 500.038 kroner.

Venstre skriver i en mail til metroxpress, at Lars Løkke selv har frabedt sig udbetalingerne.

- Lars Løkke Rasmussen har stoppet udbetalingerne af eftervederlag efter eget ønske.

- Han ønsker ikke at bringe sig i en situation, hvor han har et mellemværende med staten, når vederlagsperioden udløber til oktober - så hellere den omvendte situation, skriver Løkke advokat, Nicolai Mallet.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq