Arkivfoto
Et midaldrende par blev natten til onsdag udsat for et groft hjemmerøveri i Indre By i København.
– Vi modtager en anmeldelse om noget uorden. Da vi kommer frem til lejligheden, opdager patruljen, at der var et hjemmerøveri i gang, siger central efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen fra Københavns Politi.
De to hjemmerøvere, der ifølge politiet var fuldt maskerede, forsøgte at flygte fra lejligheden i Hyskenstræde, men betjente fik indhentet dem og lagt dem i håndjern.
En af beboerne i lejligheden fik overfladiske knivstik eller snitsår og er blevet behandlet for skaderne på Rigshospitalet. Vedkommende har på intet tidspunkt været i livsfare, understreger efterforskningslederen.
De to gerningsmænd er henholdsvis 24 og 27 år. De er ifølge politiet herboende udlændinge og vil blive stillet for en dommer i løbet af onsdagen.
/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq