Tre teenagedrenge anholdt for hjemmerøveri


Arkivfoto


Tre drenge på 15, 16 og 17 år bliver mandag eftermiddag stillet for en dommer i Glostrup på baggrund af en sigtelse for hjemmerøveri. Det oplyser anklager Helene Brædder fra Københavns Vestegns Politi mandag til Ritzau.

Like localeyes.dk på Facebook

Ifølge politikommissær Hans Christian Tonnesen blev de tre anholdt søndag, hvor de befandt sig i en bil med tre andre personer.

Sagen drejer sig om et hjemmerøveri, der fredag gik ud over en ældre mand i Ådalen i Brøndby.

Her blev sagens 76-årige offer passet op i sit hjem af to gerningsmænd, som truede ham med en pistol. Røverne fik udleveret mandens tegnebog og bilnøgler.

Efterfølgende vendte gerningsmændene tilbage til hjemmet, hvor de stjal mandens bil.

Ifølge anklager Helene Brædder er der efter anklagemyndighedens opfattelse tale om det, der i juridiske termer hedder et “egentligt hjemmerøveri”.

Begrebet dækker over røverier, hvor gerningsmanden eller -mændene ud fra en formodning om værdier i hjemmet trænger ind i et privat hjem, selv om beboeren er hjemme, og hvor gerningsmand og offer ikke på forhånd kender hinanden.

I forbindelse med den såkaldte tryghedspakke, som blev vedtaget af Folketinget i 2011, blev det fastlagt, at strafniveauet for et egentligt hjemmerøveri i udgangspunktet skulle være fem års fængsel.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Mandagens grundlovsforhør mod de tre teenagedrenge er planlagt til at begynde klokken 13 og vil formentlig blive afviklet for lukkede døre.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq