6105 år bag tremmer – så meget blev de kriminelle idømt i 2013


Arkivfoto


Domstolene idømte rekord mange strafmåneder i 2013, i alt dømte domstolene 73.266 måneders ubetinget straf, 6.105 års fængsel.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er det højeste niveau i de seneste 10 år og en stigning på fire procent i forhold til 2012, og det bekymrer Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye.

– Strafmassen giver et vink om, hvilket pres der kommer på fængslerne senere. Når man ved, hvor hårdt fængsler og arresthuse har været spændt for, er det foruroligende, at strafmassen bliver ved med at stige, siger han i en pressemeddelelse.

Udviklingen kan især tilskrives en række strafskærpelser, som Folketinget har gennemført siden 2001, sagde Britta Kyvsgaard, som er forskningschef i Justitsministeriets Forskningskontor i august, da de foreløbige tal for 2013 kom frem.

Hun pegede på, at vold, voldtægt og banderelateret kriminalitet i dag straffes hårdere.

/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq