Arkivfoto
En 24-årig mand blev onsdag anholdt og sigtet for salg af euforiserende stoffer og blev løsladt igen samme dag. Bagefter opdagede politiet, at han nok var en af de større pushere i Pusherstreet.
Den 24-årige mand blev onsdag blot sigtet for salg af euforiserende stoffer og efterfølgende løsladt.
Men da politiet så nærmere på billedet og mandens ID, gik det op for dem, at den 24-årige nok er en større fisk i handelshavet end først antaget.
Det oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.
– Der er nogle mennesker, vi ikke aner, hvem er, og som vi ikke har ID på. Det havde vi heller ikke på ham, men når vi sammenligner billedet og ID med vores efterforskning, kan vi se, at han er en af dem, vi har manglet, siger han til Ritzau.
Da manden allerede var løsladt, satte politiet jagten ind og ransager blandt andet den mistænktes bopæl på Frederiksberg.
– Han føler sig lidt presset, så han møder selv op med sin advokat på Station City fredag aften, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Manden var ikke på politiets ønskeliste, hvor der stadig står en lille håndfuld navne, efter en omfattende aktion mod Christianias hashhandel i midten af marts.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDen 24-årige var nemlig ikke identificeret før, men sættes nu i forbindelse med salg af mellem 150 og 300 kilo hash i bod 29, som Københavns Politi har navngivet den. Fire andre mænd sidder varetægtsfængslet for handel i netop denne bod.
Havde han ikke fortsat sin åbenlyse salg af hashen, var han måske ikke blevet fanget, for det var ikke lykkedes politiet at identificere ham inden.
– Han havde også skiftet både frisure og hårfarve, for de ved jo godt, hvad der er undervejs, tilføjer politikommissæren.
I midten af marts slog politiet til mod den organiserede hashhandel på Christiania efter længere tids overvågning af mindst 27 boder, deres sælgere og ledere.
Omkring 80 personer blev anholdt ved den store aktion.
I det samlede sagskompleks indgår en mørklagt sag, som Københavns Politi afviser at tale om, fordi retsmødet mod den sigtede foregik for såkaldt dobbeltlukkede døre. Den sigtede er angiveligt politimand.
/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq