Måske andet liv i verdensrummet: Nasa opdager spændende planet

Rumforskere fra den amerikanske rumfartsadministration Nasa har gjort en sjælden opdagelse.

Forskerne har spottet en planet på størrelse med Jorden med en beliggenhed i “beboelig afstand” til solen i det solsystem, den er del af.

Planeten er døbt Kepler-186f, og den blev spottet af forskere med brug af Nasas Kepler-teleskop ifølge en artikel publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science torsdag.

Kepler-186f er cirka 500 lysår fra Jorden, og det er særligt afstanden til dens sol, der gør den interessant: Den er ikke for tæt på og heller ikke for langt væk. Så det er muligt, at der er vand, der betragtes som en betingelse for liv.

– Opdagelsen af Kepler-186f er et betydeligt skridt i retning af at finde planeter som vores egen planet, Jorden, siger Paul Hertz fra Nasas hovedkvarter i Washington.

– Det, som gør denne opdagelse særligt interessant, er, at denne planet på størrelse med Jorden befinder sig i en tempereret region, hvor der kan findes vand i flydende form, siger Elisa Quintana, der er hovedforfatter på artiklen.

Kepler-186f er 1,1 gange Jordens størrelse, hvilket ifølge forskerne er vigtigt i forhold til at kunne finde liv.

Når planeter bliver over 1,5 gange Jordens størrelse, tiltrækker de et tykt lag af brint og helium, der får dem til at ligne gasgiganter som Jupiter og Saturn.

Af de næsten 1800 planeter, som er opdaget de seneste 20 år, kredser kun 20 af disse inden for den såkaldte “beboelige zone”, og de synes alle større end Jorden.

/ritzau/AFP

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq