Arkivfoto
Det kan godt være, at Michael Laudrup har særlige egenskaber som fodboldtræner, men efter problemer og brudte kontrakter i en række klubber mener flere sportsredaktører, at Laudrup efterhånden er ved at ødelægge sit omdømme.
– Den seneste fyring i Swansea (…) er en trist bekræftelse på, at Michael Laudrup endnu ikke har vist sig langtidsholdbar som træner, skriver Jyllands-Postens sportsredaktør, Christian Thye-Petersen.
BT’s fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl, går endnu længere i sin kritik af det danske fodboldikon.
– Michael Laudrup er en næsten lige så stor fiasko som træner, som han var en succes som spiller, og kun hans fortid i Juventus, Barcelona og Real Madrid kan forklare, at han bliver ved med at få tilbudt job i Europas største ligaer, skriver Sejersbøl.
Hos Ekstra Bladet skriver sportschef Allan Olsen under overskriften “Cool nok, Laudrup!”, at danskerens fyring frem for alt vidner om troskab mod sine nærmeste.
– Meget tyder på, at troskab overfor Morten Wieghorst og Erik Larsen kostede Michael Laudrup jobbet i Swansea – og det vidner om en stædig, stålsat, men også loyal Michael Laudrup. Altså overfor de mennesker, som han selv har hentet til klubben.
– Kort sagt: Det er Laudrups vej – eller ingen vej, skriver sportschefen, der understreger, at rækken af brudte kontrakter kan få konsekvenser for trænerens fremtid.
/ritzau/ Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq