Dødsensfarligt: Lægehelikopter blændet med laserlys under landing


Arkivfoto


Søndag blev en lægehelikopter udsat for laserlys under landingen ved Skejby Sygehus, angrebet var så kraftigt, at piloten var blændet i adskillige sekunder, ombord var en alvorligt syg patient.

Angreb med kraftigt laserlys generer flere gange om ugen danske piloter, og det kan medføre fatale konsekvenser.

– Jeg synes, at det er uhørt, at man udsætter andre for livsfare, siger Poul Lenler, der er lægelig leder af akuthelikopteren.

Helikopteren blev ramt af laserlys, som blændede piloterne i fem til ti sekunder, mens helikopteren nærmede sig jorden.

Fatale konsekvenser
Og et laserangreb mod ambulancehelikopteren kan have fatale konsekvenser på flere måder. Enten kan ambulancen i værste fald styrte ned eller blive forsinket med en patient, som har akut brug for behandling.

– Det forsinker processen, og dem vi flyver med er ofte tidskritiske patienter, specielt når vi skal til Skejby, siger Poul Lenler.

Hos Østjyllands Politi har man modtaget en anmeldelse af laserangrebet.

– Vi tager det meget alvorligt. Det, der er afgørende for os, er, at man kan beskrive, at der har været en konkret faresituation, siger politikommissær Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi.

Man ved, at laserangrebet kom fra en boligblok i Kantorparken ved Skejby i Aarhus, men det er svært for politiet at komme det nærmere.

– Vi kan ikke ransage en hel blok, hvor der bor 50 personer for at se efter en laserpind. Man skal vide mere præcist, hvor det kommer fra, siger Vagn Martinussen.

Politiet har tidligere haft succes med at finde frem til gerningsmanden bag et lignende angreb med laser. Det var i Roskilde, hvor en person blev idømt 14 dages betinget fængsel.