Vild biljagt: Biltyve kastede benzindunke og koben efter politiet


Arkivfoto


Det var med livet som indsats, at politiet natten til torsdag jagtede en stjålet bil, biltyvene kastede gasflasker, benzindunke og koben efter patruljevognen.

Det skriver TV Midtvest torsdag.

Omkring klokken to fik politiet en melding om en stjålet bil ved Karup i Jylland, og det lykkedes en patrulje at opspore bilen. Men de to mænd, som angiveligt var i bilen havde absolut ikke til hensigt at overgive sig. Og så var der dømt biljagt i Karup-området.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Med 150 kilometer i timen begyndte mændene i den stjålne bil at kaste gasflasker, benzindunke, koben og andre genstande efter patruljevognen.

– Det er en ekstrem farlig situation vores patruljevogn er udsat for, når der bliver kastet med koben i høj fart, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Patruljevognen undveg de mange genstande og efter kort tid standsede flugtbilen for at sætte den ene mand af. Ham lykkedes det politiet at anholde, mens den anden mand fortsatte i den stjålne bil og det lykkedes ikke politiet at få kontakt med den igen.

Den anholdte mand skal nu afhøres yderligere og han er sigtet for at stjålet bilen og have bragt andre folks liv i fare.