Skorsten satte ild i stråtag

Tirsdag formiddag måtte brandkøretøjerne fra brandstationen i Gilleleje hurtigt rykke ud til brand på en ældre trelænget gård på Gillelejevejen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Der har tidligere været en skorstensbrand på ejendommen, som derfor har fået monteret et effektivt gnistfang på skorstenen.

Allerede mens brandbilerne var på vej ud af porten, indløb en foruroligende melding om at der nu var ild i selve stråtaget.

Både brandsprøjten og begge stationens vandtankvogne blev derfor sendt af sted mod adressen, hvor alvoren kort efter var tydelig for mandskabet i køretøjerne.

Ved ankomst brændte det i gårdens stråtag omkring skorstenen, og to røgdykker-hold gik i aktion samme sekund sprøjten landede på adressen.

Det viste sig, at skorstenen havde en flænge i siden, muligvis som følge af kraftig vindpåvirkning, og ved skorstensbranden havde ilden skudt ud gennem flængen og derved fået fat i selve stråtaget.

Heldigvis havde brandkøretøjerne været hurtigt fremme på stedet, og mængden af sne på stråtaget har muligvis haft en hæmmende effekt.