Det gik næppe som planlagt, da vennerne til fødselaren fredag ville markere 30-års dagen.
I stedet for at bygge den traditionelle peberkværn af olietønder, byggede de en imponerende imitation af Svampebob Firkant, hvor til de anvendte en hel olietank.
De havde bare ikke tænkt over, at der måske kunne være godt med olierester i deres byggeklodser. Det var der, og olien sev ud på fortovet, da det begyndte at regne kraftigt.
Flere borgere ringede 112, og brandvæsenet rykkede ud til forureningen. Den var dog ikke var værre end, at den kunne klares af en mand, men fødselaren kan alligevel forvente at komme til at betale.
– Vi er ikke ude på at jagte den her unge mand, men forårsager man en forurening forsætligt eller på en måde, hvor man burde have vidst bedre, så forsøger vi at få dækket vores omkostninger, fortæller Michael Lohse, indsatsleder ved Ringsted Brandvæsen til Local Eyes.
– Jeg har talt med fødselaren, og han kommer ind til os på mandag, hvor vi tager en snak.
Fødselaren har lovet Ringsted Brandvæsen, at han vil få fjernet olietønderne og tanken lørdag. Regningen for forureningen løber op i et par tusinde kroner.