Tjekkisk regeringschef gider ikke Mandelas begravelse


Tjekkiets afgående premierminister har ikke den store lyst til en lang flyvetur til Sydafrika for at deltage i højtideligheden for statsmanden Nelson Mandela, der døde i torsdags.

LÆS OGSÅ: Medina om Mandela: Du fik hvert lys til at skinne kraftigere
Det ved alle nu, men det er kun et tilfælde, at det er sluppet ud.

Premierminister Jiri Rusnok har fortalt det til forsvarsminister Vlastimil Picek – de to sidder ved siden af hinanden i parlamentet – og ordene faldt netop i parlamentet fredag.

LÆS OGSÅ: Hotel-blondine offer for brøler eller spøg: Forvekslede Mandela med King
– Jeg håber, at præsidenten rejser i stedet. Tanken om at rejse giver mig gåsehud, siger premierministeren.

Det var private bemærkninger, men de blev opfanget af parlamentets mikrofoner, og nu har de fundet vej til tjekkisk tv.

– Jeg har aftalt en frokost og også en middag, så jeg kan blive helt bange, hvis jeg skal af sted. Det har jeg slet ikke lyst til, siger Rusnok.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Han tilføjer, at han håber, at præsident Milos Zeman rejser til begravelsen.

Imidlertid døjer den 69-årige præsident med knæproblemer, så hans deltagelse i arrangementet i Sydafrika tirsdag på et stadium i Johannesburg er ikke givet.

Her ventes regeringschefer, præsidenter og kongelige fra hele verden at indfinde sig.

Selve begravelsen finder sted under private former næste søndag.

– Kan du sige mig, hvordan han skal kunne komme op af trappen til flyet? spørger forsvarsministeren den meget lidt rejseivrige premierminister Rusnok.

Premierministeren har sendt sine kondolencer til Sydafrika, og her taler han om en “dyb sorg”.

Nu taler han om “en helvedes lang distance” til Johannesburg, og det ender med, at han siger til sin forsvarsminister:

– Jeg går ud fra, at han (præsidenten red.) ikke vil flyve, så jeg bliver røvrendt.

Premierministeren løber ikke fra sine udtalelser. Efter at de er blevet kendt, har han udsendt en kort erklæring til tjekkiske medier. Heri siger han blandt andet:

– Det var ikke korrekt at sige sådan.

Nelson Mandela besøgte det tidligere Tjekkoslovakiet i maj 1992 – et halvt år inden, at landet blev delt i Tjekkiet og Slovakiet.

Mandela blev også gode venner med landets daværende præsident, den antikommunistiske helt Vaclav Havel, der døde som 75-årig den 18. december 2011.

/ritzau/AFP

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq