Politimand følte sig truet og skød mod bil


En politiforretning i Fabriksparken i Glostrup udviklede sig fredag eftermiddag dramatisk, da en betjent affyrede to skud mod en bil, hvis fører angiveligt forsøgte at køre ham ned.

LÆS OGSÅ: Politiet skød mod bil i Glostrup

– Vi er derude på en opgave, da politifolkene vil stoppe to biler, siger Torben Wittendorff, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den første bil med en person i stopper, og det gør den anden med tre personer også i første omgang.

– Men pludselig gasser den anden bil op og kører derfra, fortæller vagtchefen.

– Politimanden mener, at føreren prøver at køre ham ned, så han trækker sin pistol og affyrer to skud mod bilens dæk, fortsætter han.

Skuddene får dog ikke bilen til at standse, og den forsvinder fra området.

Ifølge vagtchefen blev ingen ramt af de to skud, og ingen er i øvrigt kommet til skade ved episoden.

Han ønsker ikke at fortælle, hvorfor politiet stoppede de to biler i Fabriksparken eller hvorfor føreren af den anden bil ikke havde lyst til at tale med ordensmagten.

Manden i den bil, der standsede, er anholdt.

/ritzau/ Tekst leveret af Nyhedsbureauet Newspaq