Eksplosion i dødsbo – arvinger ville åbne skab

De døde er ikke ufarlige. Det måtte nogle arvinger sande, da de skulle gøre et dødsbo op. Den afdøde havde efterladt et aflåst våbenskab i kælderen. Man forsøgte at åbne skabet med en vinkelsliber. Det medførte en eksplosion, der var så kraftig, at en person blev forbrændt i ansigtet.

Der har formentlig ligget noget sort krudt i våbenskabet, og det er blevet antændt af en gnist fra vinkelsliberen. Politi og ambulance blev tilkaldt til stedet, og man frygtede, at der kunne være flere eksplosiver i kælderen. Hærens bomberyddere, EOD blev tilkaldt og de fjernede flere æsker og beholdere fra kælderen.