Minister og direktør gør kassen op i Dans supermarked

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Dans supermarked gør efter en måned kassen op med et forøget salg af økologi på 49 procent, et øget samlet salg og flere kunder, men uden at den samlede indtjening er fulgt med.

    Fødevareminister Dan Jørgensen har gennem de seneste 4 uger fungeret som uddeler i SuperBrugsen Hjallese for at bevise, at det kan lykkes at øge salget af de varer, han ønsker at fremme: Økologi, dyrevelfærd, sundhed og lokale fødevarer.

    Salget er steget, og udviklingen for økologi har været flot, men der er udforinger forbundet med at udbrede eksperimentet, mener adm. direktør Peter Høgsted, Coop:

    “Eksperimentet har været en succes, og det har været sjovt at gennemføre. Men når vi ikke straks ruller det ud over hele landet, skyldes det, at der er forskel på vores kunder. Vores mål er at fordoble økologi-salget over de kommende fem år. Det gør vi ved at gøre i en takt, der passer vores kunders ønsker lokalt,” siger Peter Høgsted.

    “Nu har vi eksperimenteret på min banehalvdel en måned. Nu er tiden til at gøre det på ministerens banehalvdel. Og der vil jeg foreslå, at vi indfører differentieret moms, som der er i alle andre lande i Europa, så sunde og økologiske varer bliver billigere – samt fjerne punktafgifter på sunde varer. Det er jeg overbevist om også vil fremme salget over hele landet – i mere end en måned,” siger Peter Høgsted.

    Stolt brugsuddeler takker af

    “Jeg er meget stolt over det resultat, som jeg har skabt sammen med medarbejderne i Hjallese. Vi har øget salget, fået flere kunder og kørt 49 procent mere økologi igennem kassen, som de plejer,” siger fødevareminister Dan Jørgensen og slutter:

    “Med ganske enkle virkemidler kan detailhandlen sælge flere bæredygtige varer, uden det koster, når kassen skal gøres op. Det er godt købmandskab, og det viser, at der plads til forbedring ude i butikkerne. Nu håber jeg, at Coop og resten af detailhandlen, at de kan blive inspireret af eksperimentet,” siger Dan Jørgensen.

    I dag kl. 12 gør Dan Jørgensen og Peter Høgsted status over erfaringerne i SuperBrugsen, Odensevej 10, Hjallese, Odense. Redaktionen er velkommen. Yderligere information: Informationsdirektør Jens Juul Nielsen, 5159 4468


    Fakta om afviklingen af Dan supermarkeder

    – Samlet omsætning: Omsætningen er steget 2,6 pct. sammenlignet med 2014. (Stigning 4,4 pct. ift. benchmark-butikkerne.)

    – Konventionel og økologisk frugt og grønt: Stigning i omsætning på 218,2 pct. sammenlignet med 2014.

    Fald i salg

    – Omsætning af chips & snacks: – 15 pct.

    – Omsætning af øl & alkopops: – 8 pct.

    – Omsætning af sodavand: -7 pct.

    Økologi

    – Stigning i omsætning af økologi på 49 pct. (Stigning på 42,7 pct. ift. benchmark-butikkerne.)

    – Butikkens økologiandel af samlet salg endte på 4,9 pct. – mod 3,9 pct. i 2014. Dvs. en stigning på 25,6 pct.

    – Der blev ikke solgt økologiske kyllinger i 2014. I test-perioden blev der solgt for 2.592 kr.

    – Stigning i omsætning af økologiske æg på 63,7 pct. ift. 2014.

    Lokalevarer

    – Omsætning af lokale fødevarer + 112 pct.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **