51-årig døde af hjerneblødning efter slagsmål på festival


    Arkivfoto

    Den 51-årige mand, som mistede livet efter at have været i slagsmål på Vig Festival i weekenden, er blevet obduceret.

    – Det er fastslået, at den nu afdøde fik en hjerneblødning, der antages at være fremkaldt som følge af volden, og det har ført til, at han afgik ved døden, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport onsdag.

    Hvorfor de to mænd begyndte at slås, er stadig uvist, oplyser kommunikationsansvarlig ved politiet Carsten Andersen.

    Det var lørdag aften, at den 51-årige og en anden mand på 50 år kom i slagsmål. De to mænd kendte hinanden og var på festival sammen.

    Politiet blev tilkaldt, og den 51-årige mand blev lørdag aften fløjet på Rigshospitalet, hvor han lå i koma.

    Søndag klokken 11.20 afgik han ved døden uden at være kommet til bevidsthed.

    Den 50-årige mand blev anholdt. Han blev fremstillet i grundlovsforhør søndag i Retten i Holbæk, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 25. juli.

    Manden, der er sigtet for vold, nægter sig skyldig. Han erkender dog at have skubbet den 51-årige mand.

    Manden havde kæret sin varetægtsfængsling til Østre Landsret, men landsretten var enig med byretten, og har afgjort, at manden fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

    /ritzau/