Fem fængselsbetjente er blevet overfaldet på én uge


    Arkivfoto.

    Snitsår, knytnæver og spyt i ansigtet. Fem fængselsbetjente er blevet overfaldet af fanger på arbejdet i løbet af ugen. Det skriver Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

    Derudover er en forsvarsadvokat for nylig blevet overfaldet og slået i hovedet flere gange af den fange, han repræsenterede.

    Udviklingen er en katastrofe, der må gribes ind over for, siger Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet.

    – Det er fuldstændig alarmerende. Der er gået fri jagt ind på fængselsbetjente. Bare vi åbner døren ind til en celle, risikerer vi at få nogle på hovedet.

    Torsdag aften blev en betjent overfaldet i Helsingør Arrest, da han blev tilkaldt af en ansat. Han fik flere slag i hovedet, da han åbnede døren til cellen. Han blev efterfølgende kørt på skadestuen.

    – Det er jo ikke fordi, vi tror, at vi arbejder i en børnehave, men det er nærmest som om, at der er gået jagtsæson i at slå fængselsbetjente, siger Kim Østerbye.

    I løbet af i år har 43 medarbejdere hos Kriminalforsorgen oplevet at blive truet eller udsat for vold på deres arbejdsplads.

    I denne uge er fængselsbetjente blevet overfaldet i Politigårdens Fængsel, Blegdamsvejens Fængsel, Helsingør Arrest og i Udlændingecenter Ellebæk.

    Når en fange udøver vold mod en betjent, bliver vedkommende politianmeldt og indsat i isolation i omkring 14 dage.

    Kim Østerbye mener ikke, at det er konsekvenser, som kan afholde fanger fra at udøve vold mod betjente. Han mener, at det er nogle helt andre fanger, der sidder i fængslerne i dag set i forhold til for ti år siden.

    – Vi ser fanger, som er meget mere voldsparate. Vi har strammet op i samfundet i forhold til bander og vold i nattelivet. Og når den kategori af fanger kommer i fængsel, bliver volden i fængslerne jo ikke mindre.

    – Vi har ikke fået ressourcer til at håndtere den slags.

    Betjentene skal bruge tid blandt fangerne for at skabe en stærkere relation, mener Kim Østerbye. Relationsarbejdet vil sænke volden mod betjentene.

    – Jo bedre vi lærer fangerne at kende, jo sværere er det at slå på hinanden. Hvis der er et godt relationsarbejde mellem fanger og fængselsbetjente, så er klimaet i fængslet bedre, siger han.

    /ritzau/