Politi tilbageholder 24-årig efter bandeskyderi i Allerød

Det var relateret til bandemiljøet, da der onsdag aften blev affyret to skud i et boligkvarter i Allerød i Nordsjælland.

Heldigvis blev ingen ramt.

Her optagelser fra politiets anholdelsesaktion i Nivå.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager natten til torsdag.

Politiet fik en anmeldelse kort efter klokken 20, om at der var affyret skud. Derfor rykkede det talstærkt ud til området ved boligkvartererne Ørnevang og Uglevang.

– Ti mænd i alderen fra 20 til 29 år blev anholdt i Nivå umiddelbart efter skyderiet, fordi vi havde en formodning om, at de kunne have noget med det at gøre, siger vagtchefen.

– Men det viste sig hurtigt, at vi ikke kunne påvise, at de havde været i Allerød på det pågældende tidspunkt, så de er blevet løsladt igen.

Men i forbindelse med anholdelsen af de ti mænd, fik politiet fat i en 11. mand. Der er tale om en 24-årig mand, som bliver undersøgt i forbindelse med skyderiet.

– Han er fortsat i vores varetægt, siger Jan Hedager.

– Vi har ikke noget motiv, men også her kan vi sige, at der er relation til bandemiljøet, fortsætter vagtchefen med henvisning til et knivstikkeri i Helsingør onsdag omkring samme tidspunkt.

Knivstikkeriet i Helsingør bliver af Nordsjællands Politi også betegnet som banderelateret. Her endte en 38-årig mand på operationsbordet med to knivstik.

Han har det efter omstændighederne godt og er tilbageholdt af politiet, som mistænker ham for at være medlem af en bande.

Hvad angår skyderiet i Allerød siger vagtchefen:

– Vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvem der har skudt mod hvem. Men vi har en idé om, hvilken bande der normalt færdes i det område.

– Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at de to episoder har noget med hinanden at gøre, når de foregår så tæt på hinanden i det samme tidsrum.

Tidligere onsdag aften oplyste Nordsjællands Politi, at en sort bil var set køre fra gerningsstedet i Allerød.

– Vi har fundet en udbrændt bil i Kokkedal tæt ved Nivå, så nu skal det undersøges, om der er tale om den samme bil, siger Jan Hedager.

– Så status er, at vi har én tilbageholdt i sagen og en masse løse ender, tilføjer han.

/ritzau/