OVERBLIK: Disse cyberangreb anklages Rusland for at stå bag

    En række vestlige regeringer har torsdag med USA og Holland i spidsen anklaget Ruslands efterretningstjeneste, GRU, for en række cyberangreb i de seneste år.

    Anklagerne er blevet fulgt op af tiltaler mod syv russere fra det amerikanske justitsministerium.

    Her er et overblik over nogle af de angreb, som GRU anklages for at stå bag:

    * 2014: Efterforskning af MH17’s flystyrt over Ukraine.

    Britiske myndigheder anklager GRU for at udføre “ondsindede aktiviteter” mod en undersøgelse af flyet MH17’s styrt over Ukraine, der kostede 298 mennesker livet.

    Det er ikke oplyst, hvad de ondsindede aktiviteter dækker over. Men russiske efterretningsfolk har angiveligt forsøgt at skaffe sig adgang gennem wi-fi-netværk nær et hotel i Malaysia, hvor hollandske efterforskere boede.

    Undersøgelsen fandt beviser for, at flyet styrtede, fordi det blev skudt ned af et missil fra det russiske militær.

    * 2016: Lækager fra Det Demokratiske Parti i USA under præsidentvalg.

    Efterretningstjenester i USA har konkluderet, at GRU i 2016 skaffede sig adgang til mails fra Det Demokratiske Partis nationale organisation. De blev siden lækket af forskellige veje såsom WikiLeaks.

    * 2016: Første oplysninger fra antidoping agenturer stjæles.

    Ifølge amerikanske efterretninger har GRU-ansatte også forsøgt at få adgang til informationer fra antidoping agenturer i Brasilien og Schweiz samt fra Den Internationale Olympiske Komité.

    Blandt andet forsøgte GRU-ansatte at tilgå ikke-offentlige information fra Det Internationale Anti-Doping Agentur (Wada) gennem et wi-fi-netværk på et hotel Schweiz, hvor Wada-medlemmer overnattede under en konference.

    I nogle tilfælde lykkedes det, og atleters oplysninger blev senere offentliggjort.

    Russiske efterretningsfolk skaffede sig også adgang til informationer hos den øverste sportsdomstol under OL 2016 i Brasilien. Domstolen var i gang med at behandle dopingsager om russiske atleter.

    * 2017: Milliarddyrt sammenbrud i Ukraine.

    Ifølge efterretninger fra USA stod GRU bag et cyberangreb mod Ukraine i 2017. Her lagde ondsindet software hæveautomater, tankstationer, apoteker og hospitaler ned. Det anslås, at angrebet kostede 10 milliarder dollar.

    * 2018: Britisk udenrigsministerium angrebet efter giftangreb.

    I marts 2018 – kort efter at den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter blev forgiftet med nervegas – blev Storbritanniens udenrigsministerium angrebet.

    Forgiftningen var sket i Salisbury i Storbritannien. Kort tid herefter forsøgte hackere at franarre ansatte i udenrigsministeriet deres brugernavne og koder.

    * 2018: Angreb på kemisk vagthund.

    I april samme år fløj russiske efterretningsfolk ifølge britiske efterretninger til Holland og forsøgte at få adgang til Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW).

    Fire russere blev i den forbindelse anholdt og udvist af landet.

    I maj forsøgte hackere igen. I mails udgav de sig for at være schweiziske embedsmænd og forsøgte at franarre OPCW-ansatte deres koder og brugernavne.

    OPCW var involveret i undersøgelser af forgiftningen af Skripal og efterforskningen af et kemisk angreb i Syrien.

    * Udateret: Angreb på atomkraftselskab i USA

    I forbindelse med tiltalerne mod syv russere i USA har anklagere også nævnt et cyberangreb mod et selskab i USA. Selskabet arbejder med kernekraft og ligger i delstaten Pennsylvania. Derudover er der ikke oplyst mere om selskabet.

    Kilde: AP

    /ritzau/