Den tidligere øverste anklager i Danmark, Ole Hasselgaard, har fået job som advokat. Han stoppede brat som rigsadvokat 1. marts i år.
Ole Hasselgaard har fået ansættelse i advokatfirmaet Nielsen Nørager. Det skriver AdvokatWatch torsdag.
Firmaet skriver på sin hjemmeside, at juristen blandt andet skal arbejde med at rådgive offentlige myndigheder samt private organisationer og virksomheder. Han begynder på jobbet 1. oktober.
Den pludselige afgang som rigsadvokat skete efter cirka seks år i stillingen. Fratrædelsen skete i “gensidig forståelse” med Justitsministeriet, hed det i en meddelelse fra ministeriet.
Stoppet var opsigtsvækkende. De tidligere rigsadvokater har forladt den prestigefyldte post, fordi de fik en endnu finere stilling.
Jørgen Steen Sørensen blev udnævnt til Folketingets Ombudsmand, Henning Fode blev kabinetssekretær ved hoffet, og Asbjørn Jensen blev dommer i Højesteret.
Derimod havde Ole Hasselgaard ikke et nyt job på hånden. Der blev i pressen spekuleret i, om han måtte gå på grund af samarbejdsproblemer med Justitsministeriet.
/ritzau/











