Anklage: Betjent brugte fridag på at finde sin stjålne bil

    En politimand skal idømmes fængsel, fordi han efterforskede et biltyveri, mener anklagemyndigheden.

    Det lyder måske absurd. Men den stjålne bil var politimandens egen, og efterforskningen foregik i politimandens fritid, står der i sagens anklageskrift.

    Forsvarer Martin Cumberland mener ikke, at der er grundlag for at dømme politimanden for stillingsmisbrug og for grov og gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten. Det lægger anklagemyndigheden ellers op til.

    – Jeg kan sige, at min klient nægter sig skyldig, lyder det fra advokaten.

    Han vil ikke komme nærmere ind på politimandens udlægning af sagen, før at Københavns Byret behandler sagen fredag.

    Den i dag 66-årige politimand skulle tilbage i marts 2016 på sin fridag have taget en civil politibil på sin arbejdsplads i København uden at registrere det.

    Han iførte sig også sin politiuniform og udrustning, lyder det i anklageskriftet.

    Derefter kørte han ifølge anklagemyndigheden til to adresser på Sjælland. Her tog han kontakt til personer, som han afhørte.

    Anklagemyndigheden skriver i anklageskriftet, at politimanden hverken udarbejdede notater eller rapporter om sin “efterforskning”.

    Når politifolk træder ved siden af, hvad der er lovligt, er der flere sanktionsmuligheder. Mange mindre sager bliver håndteret i politiets eget disciplinærsystem.

    Her kan der uddeles irettesættelser, advarsler, tjenestebøder og fyresedler.

    Men når sagerne er så grove, at der er sket overtrædelse af straffeloven, så kan Statsadvokaten efter indstilling fra Den Uafhængige Politiklagemyndigheden vælge at rejse tiltale.

    Og det er det, som er sket i denne sag. Statsadvokaten i København har rejst sagen som en domsmandssag. Det indikerer, at man vil gå efter en frihedsstraf.

    Der ventes dom i sagen fredag eftermiddag.

    /ritzau/