Frederikshavn sænker danmarksmestre i tæt opgør

    De forsvarende DM-vindere fra Aalborg Pirates har fået en hakkende start på den nye sæson i Metal Ligaen.

    Søndag led Aalborg det andet nederlag i fire kampe, da det på udebane blev til nederlag på 1-2 mod Frederikshavn White Hawks.

    Dermed er Frederikshavn på otte point, mens Aalborg bliver på seks.

    Aalborg kom ellers bedst fra start, og godt halvvejs i første periode sendte Thomas Spelling pucken i mål til 1-0.

    I anden periode vendte hjemmeholdet kampbilledet med to scoringer. Efter knap fem minutter udlignede Thomas Søndergaard på forarbejde af Dale Mitchell.

    Et par minutter før periodens udløb var Mitchell selv på pletten med målet til 2-1.

    Det var en meget lige kamp bedømt på skudstatistikken. Aalborg forsøgte til det sidste at fremtvinge overtid, men Frederikshavn holdt stand i slutfasen og sikrede sæsonens tredje sejr.

    /ritzau/