Scaloni udtager argentinsk landshold uden Lionel Messi

    Helt som ventet var der ingen Lionel Messi på plakaten, da den argentinske landsholdstrup til to kommende testkampe blev udtaget fredag.

    Fravalget af verdensstjernen var ikke den store overraskelse efter mange skriverier i de seneste dage om emnet.

    Landstræner Lionel Scalonis trup var ligeledes uden Sergio Agüero fra Manchester City, Angel Di Maria fra Paris Saint-Germain samt Gonzalo Higuain, der er udlejet fra Juventus til AC Milan.

    Argentina møder i begyndelsen af september Guatemala og Colombia.

    I oktober og november følger yderligere testkampe for Argentina, og det er tvivlsom, om Messi har tænkt sig at stille op til disse kampe.

    Forleden udtalte en kilde til nyhedsbureauet Reuters:

    – Vi ved ikke, hvad der vil ske senere, men lige nu har Messi fortalt trænerstaben, at han ikke er en del af det kommende hold, men døren er åben for ham (Messi, red.) til landsholdet, lød det fra kilden.

    Skuffelsen over et dårligt VM sidder stadig i de argentinske fodboldfans, og Reuters beskrev, at Messi stadig er skuffet over Argentinas VM.

    I Rusland måtte Argentina efter et skuffende gruppespil forlade turneringen efter ottendedelsfinalen efter nederlag til Frankrig, der endte med at vinde VM.

    Efter VM blev Jorge Sampaoli fyret som argentinsk landstræner, og Lionel Scaloni har midlertidigt taget over.

    Lionel Messi har tidligere taget en pause fra det argentinske landshold.

    Han stoppede sin landsholdskarriere, efter at Argentina tabte finalen i Copa America i 2016, men et par måneder efter ændrede stjernespilleren holdning.

    /ritzau/