Usædvanlig gæst til EU-formands bryllup: Første bogstav er P

    Østrigs udenrigsminister skal giftes lørdag. Kigger man efter på hendes gæsteliste, så støder man på en overraskende gæst: Ruslands præsident, Vladimir Putin.

    Manden, der repræsenterer det land, som EU og USA har underlagt sanktioner.

    Udenrigsminister Karin Kneissl er samtidig formand for EU i dette halvår og formodes at skulle stå på mål for EU’s sanktioner mod Rusland.

    Sanktionerne har været i kraft siden 2014, hvor Rusland annekterede den ukrainske halvø Krim og åbenlyst støttede prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

    Putins talsmand bekræftede tidligere på ugen, at den russiske præsident stopper op i Østrig for at deltage i brylluppet lørdag.

    – Vi kommer forbi og lykønsker dem, sagde talsmanden.

    Nyhedsbureauet dpa citerer fredag diplomatiske kilder, som siger, at Putin har et russisk kor med sig, som vil synge for brudeparret.

    Senere lørdag flyver Putin til Tyskland. Her skal han til et politisk møde med forbundskansler Angela Merkel.

    Brylluppet skal stå på en vingård i delstaten Steiermark.

    Flere medier mener, at kansler Sebastian Kurz begår en diplomatisk fejl ved også at deltage.

    53-årige Kneissl er udpeget til udenrigsminister af det ene af de to regeringspartier i Østrig, det stærkt højreorienterede Frihedspartiet. Men hun er ikke medlem af partiet.

    EU har været mægler i konflikten mellem Ukraine og Rusland.

    Derfor ryster lederen af det ukrainske parlaments udenrigsudvalg, Hanna Hopko, på hovedet.

    – Hvis du inviterer Vladimir Putin til dit bryllup, så er du ikke neutral længere, skriver hun på Twitter.

    Den landsdækkende østrigske avis Kurier mener, at Kneissl er gået galt i byen.

    – Det er uheldigt, at Karin Kneissl gør sit bryllup, der kunne have været den mest fantastiske dag i hendes liv, til en politisk begivenhed, siger chefredaktør Helmut Brandstätter.

    Østrig er i forvejen kendt for sammen med EU-landet Ungarn at trodse EU’s kritiske linje over for Rusland.

    Spørger man den østrigske Ruslands-forsker Gerhard Mangott, har Putin takket ja til invitationen primært af én årsag. Han ønsker at have allierede i Europa, så Rusland ikke underlægges flere sanktioner.

    – Det er negativt for Østrig . Det sår en mistanke om, at landet er Ruslands trojanske hest i EU, siger Mangott til dpa.

    Kneissl skal i øvrigt giftes med en 53-årig forretningsmand. Han hedder Wolfgang Meilinger.

    /ritzau/