Otte personer har mistet livet, efter at en særlig type turistbåd torsdag kæntrede ved byen Branson i den amerikanske delstat Missouri.
Det oplyser den lokale sherif ifølge nyhedsbureauet AP.
Båden, der er designet til også at kunne køre på vejen, var en del af turistattraktionen “Ride the Ducks”, hvor besøgende bliver kørt rundt i det specialdesignede fartøj både til vands og til lands.
31 personer – heriblandt flere børn – var om bord på fartøjet, da det kæntrede og sank til bunds. Adskillige er bragt til hospitalet.
Derudover har otte altså mistet livet.
Det lokale beredskab fra Southern Stone-distriktet bekræftede tidligere over for mediet KYTV, at der var omkomne i forbindelse med ulykken.
Båden kæntrede, mens området på den kunstige Table Rock-sø var plaget af stormfuldt vejr. Søen ligger på grænsen mellem Missouri og Arkansas.
Torsdag aften lokal tid er dykkere og redningsarbejdere stadig i gang ved området omkring søen.
/ritzau/Reuters











