Huse går som varmt brød – men ikke i storbyen

    Flere og flere må give tabt, når de forsøger at bosætte sig i de store byer som København og Aarhus.

    Priserne er simpelthen for høje. I stedet kigger køberne bredere og ender i omegnskommuner og de mindre byer.

    Det viser nye tal fra Boligsiden.dk for første halvår af 2018. Tallene dækker kun over huse – ikke lejligheder.

    Tallene viser, at mens antallet af salg falder i København og omegn og i Aarhus, stiger antallet af handler i de fleste andre kommuner.

    – Det er meget afgørende, at priserne er steget så markant i de her områder, at folk hellere vil kigge længere væk, hvor de kan få mange flere kvadratmeter for pengene, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom ved Boligsiden.dk.

    på landsplan er der solgt tre procent flere villaer og rækkehuse i den første halvdel af i år sammenlignet med samme periode sidste år.

    Salget i København er i første halvår faldet med 4,7 procent i forhold til samme periode sidste år. Det betyder, at der blev solgt 550 boliger i København.

    Ser man på kommuner, hvor stigningen i salget er størst, er den præget af områder med priser i den lavere ende af spektret.

    Blandt andet steg salget i Nyborg Kommune med 24,1 procent og 26,8 procent i Hjørring Kommune sammenlignet med samme periode sidste år.

    De lave priser tiltrækker købere, der vil have meget hus for deres penge, og som har en forventning om, at priserne stiger, påpeger Birgit Daetz.

    – Når der er højkonjunktur, og familiernes økonomi er god, er der flere, der tør tage en chance og forlade det sikre job i én af de store byer for at finde arbejde eller starte egen virksomhed et andet sted.

    – Det er blevet mere almindeligt at flytte til yderområderne, og det betyder flere vedligeholdte og nyrenoverede huse, og det smitter af på boligpriserne i de områder. Den udvikling er god for Danmark, siger Birgit Daetz.

    Region Hovedstaden er den eneste region, hvor hussalget er dalet med et samlet fald på 5,8 procent.

    /ritzau/