Maj sætter rekord og er den mest solrige måned nogensinde

    Vejret i maj har været godt. Faktisk har det været historisk godt.

    Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har maj nemlig slået rekorden over flest landsdækkende soltimer i en måned siden 1920, hvor DMI begyndte at måle den slags.

    I skrivende stund har der været 349 soltimer i Danmark i maj.

    Netop maj plejer at tiltrække solens stråler. Nummer to og tre på listen over måneder med flest soltimer er således besat af maj i 2008 og maj i 1947. Her var der henholdsvis 347 og 330 soltimer.

    I alt indtager maj fem ud af ti pladser på listen over de ti måneder med flest soltimer siden 1920.

    /ritzau/