Forskere løfter dyner hos mobilvågne unge

    Først en sms, så en statusopdatering på Facebook, og nogle timer senere lyser skærmen igen – nu med en besked på Snapchat.

    Mobiltelefonen er fast sengekammerat hos mange unge, og det kan måske medvirke til, at flere slås med psykiske problemer som stress og angst.

    For første gang vil danske forskere undersøge følgerne af at blive digitalt forstyrret om natten.

    1000 repræsentativt udvalgte unge vil lade forskerne få indblik i, hvornår telefonen er aktiv, og hvem de kommunikerer med.

    Bag projektet er stressforsker på Københavns Universitet professor Naja Hulvej Rod.

    – Vi står med den første generation, der oplever, at de bliver vækket om natten af telefoner og tablets. Forskningen skal vise, hvad det er, der optager de unge, og hvilke konsekvenser det har for deres helbred, siger hun.

    Ingen ved, hvor udbredt det er at være digitalt aktiv om natten. Men en undersøgelse fra Region Syddanmark viser, at hver fjerde kvinde mellem 16 og 24 år næsten aldrig eller aldrig føler sig tilstrækkeligt udhvilet.

    For hver tredje er en medvirkende årsag, at de i løbet af natten vækkes af mobiltelefonen.

    Ifølge Naja Hulvej Rod er det lyden og lyset fra telefonen, der narrer kroppen til at tro, at det er morgen. Men mindst lige så forstyrrende er det, at beskeden aktiverer hjernen.

    – Så begynder man at tænke over det, man lige har læst: “Hvem har liket mig? Hvad betyder det for mig? Og hvad skal jeg svare?”.

    Dermed risikerer søvnrytmen, som normalt veksler fra let til dyb søvn, at blive ødelagt. Den vigtige dybe søvn indfinder sig aldrig, og det påvirker ikke bare psyken, men også det fysiske helbred.

    Derfor skal forskningen, ud over at måle stress og selvværd, undersøge, om de vågne perioder påvirker eksempelvis sædkvaliteten og blodets indhold af fedt og sukker.

    Blandt de eksperter, der beskæftiger sig med unges søvnvaner, er professor i mental børnesundhed Carsten Obel, Aarhus Universitet.

    Han bifalder undersøgelsen og opfordrer samtidig til, at der generelt kommer mere opmærksomhed på, hvor afgørende det er at lade op om natten.

    – Aldrig har en generation haft så meget brug for søvn, og aldrig har det været sværere at få den. Der er mange grunde til, at flere unge i dag har det psykisk svært. Det her kan være en af dem, siger Carsten Obel.

    Han anbefaler derfor at købe et vækkeur og gøre værelset til skærmfri zone fra klokken 23.

    /ritzau/