Dommerformand: Ærgerlige udtalelser fra domsmand i Se og Hør-sag

    – Min første reaktion er ærgrelse.

    Sådan lyder det fra dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg, efter at en domsmand i Se og Hør-sagen har udtalt sig til Radio24syv.

    – Jeg synes, de skal uddø, siger domsmanden blandt andet om sladderpressen.

    Personligt kan hun ikke lide Se og Hør, hvorimod hun ikke har noget imod Billed Bladet, fremgår det.

    I programmet udtaler hun sig ret detaljeret om strafudmålingen til Qvortrup og til en anden dømt chefredaktør, Kim Henningsen.

    Mikael Sjöberg kan ikke sige, om domsmanden med sine udtalelser har overtrådt loven, men han ærgrer sig som nævnt over dem.

    – Man kan få det indtryk, at der har været falske lodder i vægtskålen, og det er jeg helt sikker på, at der ikke har, forklarer han.

    Han påpeger, at det alene er beviserne, som dommere og domsmænd skal forholde sig til.

    – Hvis en domsmand i forbindelse med voteringen kommer med personlige synspunkter om for eksempel sladderblade, er jeg sikker på, at retsformanden griber ind, siger Mikael Sjöberg.

    Ifølge Dommerforeningens formand bør domsmænd slet ikke udtale sig om en retssag, de har deltaget i.

    – I forbindelse med domsafsigelsen, fortæller retsformanden, hvad der er lagt vægt på ved afgørelsen, og man udsender måske en pressemeddelelse. Derefter bør de involverede dommere og domsmænd ikke udtale sig om sagen, understreger han.

    Det sker da også yderst sjældent, at en lægdommer udtaler sig om en sag. Mikael Sjöberg kan kun huske én tidligere sag, hvor det er sket.

    Om hendes udtalelser til Radio24syv får konsekvenser for domsmanden, kan Mikael Sjöberg ikke sige noget om.

    – Men jeg går ud fra at retspræsidenten ved Retten i Glostrup og også for Østre Landsret indkalder hende til en samtale, siger Dommerforeningens formand.

    /ritzau/