Danmark genoptager humanitær bistand til militærkuppede Niger

    Danmark genoptager den humanitære bistand til Niger.

    Bistanden var ellers sat i bero, efter en militærjunta i juli overtog magten i landet efter et kup.

    Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

    – Vi er jo nødt til at være realistiske. Der løber et bælte hen over Afrika, hvor militærdiktaturer regerer – og det er ikke i tilbagegang. Det er vi nødt til at forholde os til.

    To måneder inden kuppet havde Danmark indgået en ny milliardaftale med Niger om fremtidig støtte.

    Planen var fra dansk side at bygge en særlig alliance med Niger, som efter en række militærkup i nabolande var den sidste stabile nation i Sahel-regionen.

    Danmark kunne dog ikke støtte det nye militærstyre, lød det i august fra ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen.

    – Faktum er, at det er en militærjunta. Det vil vi selvfølgelig ikke støtte hverken direkte eller indirekte med danske penge, sagde ministeren.

    Dan Jørgensen håbede dengang, at den oprindelige regering vendte tilbage, mens han afventede situationens udvikling.

    Det er der dog intet, der tyder på, siger Lars Løkke Rasmussen nu.

    Derfor må den danske indsats indrette sig efter de nye forhold.

    For de danske interesser i at stoppe flygtningestrømme ændrer sig ikke, bare fordi flygtningene kommer fra et diktatur, lyder det.

    – Befolkningen i Niger står på randen af en katastrofe med en potentiel flygtningestrøm til følge. Det kan vi selvfølgelig ikke bare lukke øjnene for, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

    Der er tale om, at humanitær bistand genoptages. Den nye diplomatiske indsats og aftale er stadig i bero, skriver avisen.

    /ritzau/