Rusland: Kina deler vores standpunkt på krigen i Ukraine

    Rusland og Kina har lignende synspunkter med hensyn til krigen i Ukraine og USA’s “antirussiske og antikinesiske” standpunkt.

    Sådan lyder det tidligt tirsdag fra det russiske udenrigsministerium i forbindelse med den kinesiske udenrigsminister Wang Yis besøg i Ruslands hovedstad, Moskva.

    Yi ankom til Moskva direkte fra Malta, hvor han havde mødtes med USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan.

    Diskussioner de to parter imellem havde Det Hvide Hus omtalt som “ærlige” og “konstruktive”.

    I Moskva har Yi blandt andet mødtes med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

    Ifølge det russiske udenrigsministerium har Yi orienteret Lavrov om hans samtaler med Sullivan.

    USA og dets vestlige allierede har gentagne gange udtrykt bekymring om Ruslands og Kinas stadigt tættere samarbejde.

    Forholdet mellem Kina og Rusland er kun blevet tættere, siden sidstnævnte invaderede Ukraine i februar 2022.

    /ritzau/Reuters