Biskop er klar til at give guldkors til 48.500 kroner tilbage

    Tidligere biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, har fået et speciallavet guldkors til 48.500 kroner, som er blevet betalt med kirkeskatten i Helsingør Stift.

    Kortset blev givet i forbindelse med, at biskoppen gik på pension i januar 2021 efter 25 år.

    Det skriver Radio4.

    Ifølge stiftet er det primært kirkeskatten, som har betalt for det guldbelagte bispekors.

    Til Radio4 siger professor i etik ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen, at indkøbet er spild af skattekroner.

    – Det her et eksempel på, at kirken bruger penge på noget, der er fuldstændig unødvendigt og ekstravagant, siger Thomas Søbirk Petersen.

    Han mener, at købet af guldkorset er “fuldstændig i modstrid med, hvad kirken står for”.

    Kontorchefen i Helsingør Stift har ifølge mediet i et magasin forklaret, at “der er regler for, hvor meget offentligt ansatte må modtage i gave”, og derfor skal korset leveres tilbage til stiftet efter Lise-Lotte Rebels død.

    Jakob Dedenroth Bernhoft, der er jurist og partner i firmaet Fraud React, som blandt andet rådgiver virksomheder om skattespørgsmål, siger til Radio4, at han mener, sagen ligner en omgåelse af skattelovgivningen.”

    Lise-Lotte Rebel selv fastslår, at hun slet ikke behov for guldkorset.

    Hun er desuden klar til at levere det tilbage, hvis der er tvivl om, hvorvidt hun skal være skattepligtig.

    – Jeg bruger det aldrig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge det til. Men de har jo tænkt, at nu går jeg af, og så skal man have et eller andet, siger Lise-Lotte Rebel til Radio4.

    I et brev, som Radio4 har fået aktindsigt i, vurderer Helsingør Stift selv, at der ikke skal “svares skat af en gave, der stilles til rådighed til brug i biskoppens emeritustid.”

    I et svar til Radio4 skriver Helsingør Stift dog, at det var “en fejl”, at guldkorset blev betegnet som en gave, da guldkorset “skal leveres tilbage til embedet (Helsingør Stift, red.) ved hendes dødsfald.”

    Lise-Lotte Rebel var Danmarks første kvindelige biskop.

    /ritzau/